En af de historier der har inspireret mig – og hvis jeg skal være ærlig, har gjort at jeg tænkte “Hvis hun kan, kan jeg også”, er Dianas historie. Hun er en kvinde der blev tvunget til at re-vurdere sit liv – og har taget kampen mod vægten og sine dæmoner. Kæmpe respekt for det! Jeg har fulgt hendes rejse på sidelinjen gennem de sidste år og har spurgte hende om hun vil dele sin historie. Forhåbentlig kan den inspirere dig, lige så meget som den har inspireret mig. Læs om Dianas fantastiske rejse:

Gæsteindlæg af Diana

Betina har spurgt mig om jeg vil gæste hendes blog, og jo tak det vil jeg da meget gerne. Har egentlig ikke før tænkt at min historie kunne inspirere andre, for den har virkelig til tider været hård for mig og ikke gjort mig godt. Men nu er jeg nået til et sted i mit liv, hvor jeg har opdaget jeg jo i dag er her hvor jeg er pga. alt det jeg har oplevet og pludselig vil jeg ikke være en eneste ting foruden.

Den tykke pige

Jeg har egentlig altid været den tykke pige, sådan bare buttet i mine yngre år. Men pludselig kom kiloene bare, snigende kan man vel sige. Jeg opdagede faktisk ikke at mit tøj skulle være større og større. Vidste bare jeg skulle have det største der fandtes!

Jeg led i nogle år af angst og depression efter min mor og jeg brød. Det skete på min 30 års fødselsdag! Jeg startede egentlig ud med vrede og med en følelse at at være forladt. Den følelse fik liv i mig. Mine forældre er skilt og har hver deres liv med nye familier. Jeg har haft sådan et on og off liv i begge familier gennem hele min opvækst og slet ikke følt mig velkommen ved nogen af dem. For jeg var hende den tykke og hende der ikke kunne helt fungere..

Jeg fik en drøm efter mine hårde år med selvhad og depression, om at skulle have min egen butik med blomster. Og det lykkedes mig! For 1. gang følte jeg faktisk at jeg er noget værd. Jeg kunne sgu det shit her. Jeg trives med en arbejdsdag på 12-14 timer , selvom jeg var mega tyk – tror jeg her vejer 180 kg ! Men jeg klarede dagen og elskede mit liv. For jeg kunne hvad jeg ville og var besværet af kiloene – jo bevares, men det var jo nu engang mit liv og det måtte jeg få det bedste ud af. Og så kunne jeg pive, når jeg lå i min seng og skulle sove. Jeg vil så også sige at jeg aldrig satte mig i situationer hvor jeg vidste det kunne jeg ikke. Altså gå ture, eller anden fysisk aktivitet, for der vidste jeg at jeg ville komme til kort!

Min butik kørte derudaf. Jeg havde/har min egen lille familie bestående af mand og 3 drenge. Og så min svigerfamilie. Alt anden familie var lukket ude eller havde lukket mig ude. Jeg var flov over det og sagde det aldrig højt.

17. maj 2014

Det blev en dag der står klart i min hukommelse som nærmest intet andet… Jeg vaskede gulv og ville lige hoppe over 1 meter vådt gulv. Min venstre side kom ikke med. Med et KLASK ramte jeg gulvet og mit venstre ben var drejet en omgang! Det gjorde så ondt!! Jeg kom på sygehus, men pga af min størrelse kunne de ikke se om der var nogle skader. Jeg kom i MR scanner med møje og besvær og her opdagede de jeg havde brækket lårbenet, iturevet ledbånd , korsbånd og nerver til foden! Jeg kom på operationsstuen og jeg blev opereret. Jeg skulle så ligge i 6 uger hvor jeg intet måtte. Jeg måtte have hjælp til ALT! Og var bedøvet af morfin!

Oktober 2015

Jeg levede så halvandet år, hvor jeg indstillede mig på det ville blive et liv i magtesløshed, smertehelvede og med kørestol og krykke! Jeg var nærmest i panik ved et mit uttalige lægebesøg, hvor jeg bønfaldte om mere morfin. Lægen kigger på mig og siger: “Diana, det bliver aldrig bedre hvis ikke du taber dig! Hvad tror du at du vejer?” Jeg svarede “Det ved jeg ikke”, men inde i mit hoved tænker jeg 180 kg. og så var det sat højt! Lægen bad mig om at stille mig på vægten og den kunne ikke måle mig!!

Da jeg gik hjem derfra tænkte jeg: “Nu er nok fandme nok!” Jeg indvilligede i at indstilles til GB operation, for kendte jo mig selv. Jeg havde prøvet et utal af kurer, men ingen havde virket, for så havde jeg jo ikke siddet der..

Jeg gik hjem og jeg ville sgu ikke det liv mere. Jeg skulle på kur. Og jeg begyndte så småt at tænke over hvad jeg puttede i munden og fik en tid på Aalb. Sygehus til undersøgelse til GB. Jeg blev selvfølgelig godkendt og skulle i gang med den kur der kom til at ændre mit liv. Lægen mente jeg godt kunne smide 15 kg inden 16. december. 15 kilo det er altså mange . men jeg tog kampen op – jeg smed faktisk 21,5 kg. Jeg skar alt stivelse ud af min kost og reducerede mine indtag af mad og gik over til light produkter.

16. december 2015

Det var dagen for mit nye liv – på alle måder. Jeg vidste det var en dag hvorfra jeg aldrig kunne gå tilbage. Nu blev min krop ændret. Jeg skulle opereres kl. 06.30 som den første. Jeg var selvfølgelig nervøs for narkosen – for det betød jeg skulle slippe kontrollen. Hvilket man skulle tro jeg godt kunne, når jeg havde sluppet den med maden. Men havde jeg nu også det?

Jeg vågnede igen præcis kl. 15.44. Der var ting der bippede og duttede og der var slanger overalt på mig! Jeg kunne ikke trække vejret selv! og havde meget store smerter i mine lunger. Der stod et hav er personale klar og de var selvfølgelig mega søde og kom med mere smertestillende og endda også en omgang akupunktur. De fortæller mig så – ja jeg glemmer aldrig ham lægen og nu jeg skriver dette her så græder jeg igen. Han siger “Diana, vi har kæmpet for dit liv. Du døde under operation, mens vi var igang med din GB. Og vi kunne faktisk ikke få dig tilbage medicinsk. Så du er genoplivet med stød” og med,  ja jeg kan så ikke huske hvad han kaldte det, men noget de havde stukket direkte i hjertet i mig.

Jeg begyndte at græde så meget jeg nu kunne for jeg kunne, for jeg kunne ikke selv trække vejret – men tårerne løb ned af mine kinder. Det eneste jeg kunne se foran mig, var mine 3 drenge! Jeg havde ædt mig så forbandet fed så min krop ikke kunne klare det.

Men lægen sagde til mig: “Diana, du har fået en chance om et nyt liv og det griber du satme godt fat i”. Jeg samtykkede med et nik!

En ny chance

Jeg lå der i min seng og tænkte virkelig over de ord og blev så på en eller anden uforklarlig måde gal på mig selv, på livet, mine forældre og ja nærmest alt. Nu skulle det bare være nok med selvmedlidenhed. Nu var det min chance og mit liv det gjaldt. Lægen og personalet var imponeret over min styrke, for jeg kom ret hurtig af med ilt og ville heller ikke have der smertestillende, for nu ville jeg mærke livet.

Jeg fik lov komme hjem næste dag og skulle holde mig lidt i ro for mine lunger er godt medtaget. Det kom helt af sig selv for, jeg kunne ikke sige et ord uden at miste pusten.. Men jeg fandt kræfter til små skridt og var på vej. Kiloene raslede af mig og med de kilo, steg min livslyst. Jeg sagde højt at når der var tabt 30, 40 0g 50 kilo.

På det her tidspunkt havde ingen fået min startvægt af vide, for jeg var så flov. Ikke engang min mand, min bedste ven.

Grønland

Vi fik i starten af 2017 en chance, en chance vi bare greb. Vi har lovet hinanden, min mand og jeg, at alt der byder sig skal prøves. Og han blev fik et job i Grønland! Vi valgte at pakke hus og børn ned og flyttede til Nuuk. Det er vildt, kan jeg love jer, sådan helt alene og afsted. Men det er så fedt.

Jeg sladrede så i tlf. en dag med min veninde og vi talte selvfølgelig om min vægt og jeg spurgte hvad hun troede jeg startede ud med at veje? “Åh”, siger hun “det ved jeg ski ikke .. 160 kg”.. nej højere .. “170 kg” .. nej du skal højere op.. Jeg siger for 1. gang højt : 208 kg!! Og ved i hvad, verden faldt ikke ned over mig… Det var så meget en lettelse at sige det højt. På det tidspunkt havde jeg smidt over 80 kilo, men det var sgu den vildeste lettelse at sige det højt.

Egoturen

Jeg valgte at rejse en tur alene til DK i januar 2017 og tog fri fra job i 14 dage, for jeg havde brug for en Diana tur. Jeg rejste op til min veninde i Sæby, min fødeby, for nu ville jeg for 1. gang i mit liv tilbage og vise hvem jeg er og at jeg nyder at være Diana.

Jeg valgte, at jeg ville konfrontere min far med mine følelser og vidste godt at det ville blive det endelige farvel, men jeg var ligeglad, for nu er det Diana tid. Jeg ville for 1.gang sådan tage tyren ved hornene. Jeg mødtes med ham og jeg sagde de ting jeg havde brug for og han sagde selvfølgelig også hvad der lå ham på hjertet. For 1. gang i 40 år talte vi sammen og græd sammen, sådan på den konstruktive måde. Det var så vildt og virkelig dejligt. Jeg bliver helt glad indeni når jeg tænker på de timer. Jeg fik sådan en ro!

En rejse til DK, som skulle have været fest og ballade, blev pludselig til noget helt andet. For noget jeg fik øje på, mens jeg var i Sæby, var at jeg ligner min mor. Jøsses da som jeg ligner hende nu.. og det gør ondt. Men jeg fik af vide da jeg gik på den kur halvandet år tidligere: “Diana, du skal finde roden til dit overforbrug af mad for at komme hel igennem”. Og jeg havde tænkt og analyseret i tiden – men lige der stod svaret så klart, nærmest bøjet i neon. Der er en ting jeg er flygtet fra hele livet! Min mor. Hende der skulle elske mig, men gjorde det ikke. Jeg havde kamp ædt for at fortælle mig selv at det selvfølgelig var min skyld min mor ikke elskede mig for, hvem ku elske det store skrummel!

Stadig på rejse

Nu står jeg så her, ja jeg er stadig på min livsrejse. Jeg er i dag souschef og indretningskonsulent i et bolighus i Grønland. Jeg er ved at være ved enden, hvis man kan kalde det det. Jeg har tabt mig 116 kg! Jeg stiler efter en hudreduktion om ca. 10 kg tid – hvad så, er jeg så i mål ? Nej det er jeg ikke, for mit liv, er min rejse. En rejse, der om 20 uger byder mig et barnebarn i DK; en rejse der byder mig nye oplevelser som jeg virkelig vil omfavne. For jeg har lavet en aftale med en! ja faktisk med to, ham kirurgen og mig: jeg skal leve !!

Hvorfor er det så jeg vælger at fortælle det her ?

Jeg kunne også have valgt at fortælle alle de andre historier om min fortid. Om en mor der slog og afstraffede mig, incesten, hash og piller – men alt det har jeg faktisk forliget mig med. Det er min historie -og det er så vildt, at jeg har forenet mig med den, for jeg har virkelig hadet min historie. Jeg har følt mig flov og har lige rendt til køleskabet en gang mere for lige at trøste mig… Det gør jeg ikke mere!

Jeg håber virkelig ikke du sidder med fornemmelsen af stakkels hende – for det skal du ikke. Og jeg negligere det så sandelig det heller ikke – men jeg ved der er en vej! Den er hård og det er kun en selv der kan gå den vej. Jeg har fundet livet og livet fandt mig – og nu skal vi dælme ud og opleve noget sammen vi to.

Håber du sidder med følelsen, hvis hun kan, så kan jeg også- for det kan du!

Har du lyst til at følge mig, kan jeg følges på facebook: Madinuuk