Rejselederlivet
Jeg har i dag haft en diskussion med en kollega om work-life balance hvilket er meget i fokus på min arbejdsplads i øjeblikket. Og hvad er den rigtige work-life balance egentlig? Min opfattelse er som de flestes nok præget af tidligere arbejdserfaringer. Jeg har tidligere arbejdet som rejseleder mange år hvor work og life smeltede meget sammen. Der var ikke en tydelig distinktion mellem hvad der var arbejde og hvad der var privatliv. Jeg var faktisk hele tiden lidt på arbejde fordi jeg ofte var sammen med gæsterne længere tid af gangen på f.eks. rundrejser. Og ofte var mine kollegaer og samarbejdspartnere, mine venner og nærmest min familie. Jeg var 100% i konteksten og tænkte oftes ikke på om jeg var på arbejde eller om jeg havde fri.
Dansk kontekst
Selvfølgelig er det noget andet i et almindeligt dansk arbejdsliv, hvor man trods alt tager hjem efter en endt arbejdsdag . Men jeg har nok båret en del af principperne fra rejseleder livet med mig i mit danske lønarbejde. Flere af mine kollegaer er blevet mine venner og har en mere flydende grænse mellem privatliv og arbejdsliv end hvad jeg kan se mange af mine kollegaer har. Jeg er altid on-line på min arbejdsmail over telefonen og svarer tit mails på alle mulige tider af døgnet og i weekenden. Jeg tager tit en time eller to med arbejde, når jeg har puttet min datter eller hvis jeg har et hul i weekenden, men på den anden side checker jeg også facebook og snakker med mine ”arbejdsvenner” i arbejdstiden. Denne arbejdsindstilling blev der i dag sat grundigt spørgsmålstegn ved.
Den rigtige balance work-life balance?
Min kollega mente at det optimale var at være fuldt ud koncentreret i arbejdstiden. At hvis der var en belastning på jobbet, skulle man droppede den daglige eftermiddags gå-tur på 10 minutter, lade være med at bruge tid på at planlægge sociale aktiviteter og undlade kaffepausen med kollegaer. På den måde ville man kunne få mere fra hånden, nå sine deadlines og undgå at skulle arbejde for meget ekstra. På en måde kan jeg jo godt se logikken i dette, men alt i mig stritter bare imod.
8-16
Hvis man hver dag arbejder 8-16 og lægger arbejdet fra sig når man gå hjem, giver det god mening. At man yder sit bedste og konkler igennem når man er på sin pind. Men hvad med en medarbejder som mig der får meget af energien fra social interaktion og nyder at kunne flexe mellem arbejde og privatliv? Jeg nyder at gå en tur med mine kollegaer om eftermiddagen hvor vi snakker om noget helt andet end arbejde, for så at vende tilbage til opgaverne med fornyet energi og bedre overblik. Jeg nyder at få en sludder med en kollega på gangen og arbejder så gerne en time eller to på et andet tidspunkt. Er jeg en dårligere og mindre produktiv medarbejder af den grund? Det mener jeg bestemt ikke. Min holdning er at en organisation netop får mere engagerede medarbejdere der er villige til at yde en ekstra indsats for at organisationen opnår succes, når de har mulighed for at bringe deres personlige selv ind i deres arbejde.
Er der plads til sådan en indstilling til arbejdslivet i en dansk arbejdssammenhæng og i særdeleshed i min organisation? Hvad er det jeg vil prioritere i mit arbejdsliv? Jeg er ret sikker på hvis jeg bliver en af de medarbejdere der knokler på i 8-10 timer hver dag uden at have sjælen og det sociale aspekt med, bliver jeg hurtig sur – og mit liv er simpelthen for kort til at være sur i sådan en stor og vigtig del af mit liv.
Hvad er din holdning?
Work-life balance er et hot topic. Men er der reelt plads til individualisme eller er der en bestemt dansk organisatorisk opfattelse af hvad balancen bør være?
Hvad er work-life balance for dig? Hvad er dine erfaringer? Skriv en kommentar!!!