Projekt Kilimanjaro
Nu er indtrykkene ved at bundfælde sig og det er tid at gøre status. Der er så mange oplevelser og forskellige indtryk. Det føles nærmest som flere helt forskellige rejser jeg har været på. Jeg har virkelig oplevet en masse!
Men var Projekt Kilimanjaro en succes?! JA, for mig var det en stor succes. Jeg nåede ikke toppen af Kilimanjaro, men alligevel er jeg rigtig godt tilfreds. Jeg fik en oplevelse for livet, ja faktisk flere. Da jeg måtte opgive drømme om at komme helt op på toppen, åbnede der sig andre muligheder og jeg kom i stedet på en skøn safari og fik en masse smukke dyreoplevelser. Der er aldrig noget der er så skidt at det ikke er godt for noget.
Livsstilsændringer
Det hele startede med jeg ville ændre nogle ting i mit liv. Leve sundere, tabe mig og få styr på prioriteterne i mit liv. Sammen med en kollega, Mette Bilde, drømte jeg Projekt Kilimanjaro op. Vi skulle da bestige Afrikas højeste bjerg. Det skulle være målet. Og det motiverede mig til at ændre en masse ting i mit liv. Jeg har ændret kost og motionere mere end før. Jeg har tabt mig 25 kg af de planlagte 50kg. Og jeg har sagt fra, med store konsekvenser for mit liv. Der er virkelig sket en masse det sidste år. Gode og dårlige, men klart flest gode.
Men jeg var ikke i god nok form til at bestige Kilimanjaro. Og alligevel er jeg godt tilfreds. For mig var det vejen til Kilimanjaro der var den vigtigste. Det ville selvfølgelig have været mega fedt at stå på toppen og juble med hænderne højt over hovedet. Det ville jeg gerne have oplevet. Jeg ville gerne have oplevet naturen, sammenholdet, kroppens reaktion på højden og strabadserne. Og have mærket hvordan det føles at klare noget så stort.
Tak for den enorme støtte
Men som sagt, er jeg godt tilfreds. Min vej til Kilimanjaro har givet mig utroligt meget. Den støtte jeg har mødt, har betydet så meget. Både familie, venner, bekendte og dejlige mennesker jeg aldrig har mødt, har bakket mig op og støttet mig på min vej mod Kilimanjaro. TAK for det.
Hvor langt nåede jeg?
Og jeg nåede op i 3.900 meter over havets overflade. De to første dage på Kilimanjaro var smukke, sjove, hårde og udfordrende. Hvor jeg mest havde forventede stier, var der MANGE høje knæløft og turen var noget hårdere end jeg havde regnet med. Og jeg ved fra de andre at det kun blev hårdere. Sidst på anden dagen var min krop meget træt. Mine knæ var ømme og alle muskler var udmattede. Det gjorde jeg havde svært ved at holde balancen, når jeg skulle forcere klipper og kravle op. Jeg var næsten dobbelt så lang tid om at nå både første og anden lejr som de hurtige. Og selv om det ikke er om at komme hurtigt frem, vidste jeg dag 3 bød på 11 timers trekking og med min fart ville det tage mindst 16 timer. Det måtte jeg se i øjnene at jeg ikke var i form til. Og jeg valgte at gå ned. Det var egentlig ikke en svær beslutning, da jeg kunne se at jeg selv om jeg klarede dagen efter og måske dagen efter den, ville jeg ikke have kræfterne til at nå helt op. Og jeg vidste hvis jeg gik ned, ville jeg i stedet have mulighed for at komme med på safari. Jeg var realistisk og greb en anden chance. Mine safari oplevelser skal jeg nok skrive mere om en anden gang.
Hvad så nu?!
Tja, det bliver nok lidt tomt uden Projekt Kilimanjaro der har fyldt så meget det sidste år. Jeg skal have det afsluttet ordentligt. Jeg tænker over at lave en rejseblog, hvor jeg beskriver mine oplevelser på Kilimanjaro, mine erfaringer og hvor jeg gik galt. Og resten af min tur i Tanzania. Så bliver jeg vel også nød til at rejse endnu mere, for at have noget at skrive om. Og det gør jo bestemt ikke noget.
Forslag til næste udfordring er velkomne!!!!