Der er mange ting der skal være styr på inden Kilimanjaro bestiges og en af dem er udstyret. Det rette udstyr spiller en væsentlig rolle for at nå toppen af Afrikas højeste bjerg, da det er med til at holde dig tør, varm og at gøre strabadserne mere overkommelige. Derfor har vi sammensat en liste over hvad du bør medbringe når bjerget skal forceres.
Vær opmærksom på at den taske porterne skal bære, må veje max 15 kg. På den internationale flyvetur må hver deltager medbringe 30kg fordelt på to stykker bagage. På indenrigsruten må der dog max medbringes 23kg. Dette giver sjældent nogen problemer, men Younes Rejser kan ikke stille garanti for dette.
Fødderne
Vandrestøvler:
Vandrestøvlerne er nok det vigtigste stykke udstyr, og holder dine fødder tørre og sikre på turen. Det vigtigste er, at støvlerne sidder godt på foden og du kan gå i dem i mange timer. Sørg endelig for at støvlerne er godt gået til inden Kilimanjaro. Du skal vælge et par støvler der er vandtætte. Om de er af læder eller med gore-tex membran, er ikke afgørende, men de skal give ankelstøtte og have stive såler. Ankelstøtten gør at du ikke så let vrikker om. De første dage kan være våde og vi kan møde sne på toppen, derfor er det vigtigt støvlerne er vandtætte. Vandrerstøvler er højere en almindelig sko, hvilket hjælper til at vand og sne ikke så let kommer ind. De stive såler beskytter fodsålerne, så sten og ujævnt terræn ikke mærkes. Det behøver ikke at være meget kraftige vandre-eller alpinstøvler – det er der ikke behov for til et bjerg som Kilimanjaro.
Sokker:
Vælg tykke vandresokker i god kvalitet. De beskytter fødderne mod vabler og holder fødderne varme. Skulle de blive våde, tørre de hurtigt. Til de kolde dage, er det en fordel med et par tynde vandresokker inderst og et par tykke yderst. Tænk også over dette når du køber støvler. Hav 2-3 par tykke sokker og et par tynde med.
Kondisko:
Efter en lang dag i vandrestøvlerne, er det rart at kunne skifte til et par gode, behagelige kondisko.
Sandaler:
Sandaler er gode i Moshi og hvis du skal videre til Zanzibar, men høre ikke hjemme på Kilimanjaro. De kan opbevares på hotellet i Moshi sammen med resten af den bagage du ikke ønsker at medbringe på bjerget.
Tøj
På Kilimanjaro fungere det bedst med lag. Temperaturen veksler meget i løbet af dagen, og du skal kunne tage lag af og på for hurtigt at kunne regulere temperaturen.
Skal jakke:
Det er vigtig at du er tør! Og det er stort set umuligt at tørre tøjet undervejs; så en god skaljakke er essentielt. Har du en god skijakke, kan den sagtens bruges. Ellers bør du vælge en jakke der 100% vand- og vindtæt. Og der skal være plads til flere lag under den for at holde dig varm, særligt på topnatten.
Skalbukser:
Du har også brug for skalbukser til at holde benene tørre. Igen har du skibukser, kan de bruges. Ellers bør du vælge skalbukser, der er 100% vand-og vindtætte. Der skal være plads til mindst to lag under dem. Et par kraftige regnbukser kan også bruges.
Overkroppen:
Har du sports T-shirts, kan bruges. Ellers er det vigtigt med 2-3 T-shirts i syntetisk materiale eller af uld. Bomuld kan ikke anbefales da det bliver hurtigt vådt, holder på fugten og bliver meget tungt. Uld har den fordel, at det tørre let og kan bruges flere dage uden at lugte. Og begynder det at lugte, hjælper en gennemluftning meget. Merino uld er dejligt blød og holder på varmen selv når det er fugtigt.
Du bør også medbringe en let fleece- eller uld trøje og en kraftig fleece- eller uld trøje. Så er du klar til de både kølige aftner og den kolde topnat.
Om aftenen og de kølige morgener er det rart med en dunjakke. Den kan også bruges som hovedpude i et betræk, og til topnatten, hvor det godt kan blive rigtig koldt.
En vandreskjorte er også rar at have med. Den beskytter mod solen og fylder ikke så meget.
Inderst på kroppen, kan en uldundertrøje anbefales. Særligt på topnatten er denne vigtig.
Underkroppen:
Gode vandrebukser, er behagelige at vandre i. Hvis du har et par, hvor benene kan lynes af til de første varme dage, er det nemmere at regulere temperaturen. Lidt kraftigere vandrebukser bør medbringes til de kolde dage. Til en bestigning af Kilimanjaro, behøver det dog ikke at være meget kraftige vandrebukser, da sliddet ikke er stort.
Lange underbukser i uld, bør medbringes. De holder dig varm på topnatten og er rare at have på i soveposen.
Undertøj bør være i syntetisk materiale eller uld. Det leder fugten væk og holder kroppen tør.
Hoved:
Halvdelen af varmen forsvinder fra hovedet. Derfor er det godt med en god hue og en halse disse til topnatten. Derudover er det vigtigt at din skaljakke har hætte, der lukker godt om hovedet.
En halsedisse eller buff kan også hjælpe med at holde varmen de kolde dage. Gerne i merinould der er blødt og giver varme.
Luffer/handsker:
Når det blæser og er koldt er det rart med en god luffe eller handske til at holde fingrene behageligt varme. Luffer er varmere end handsker, hvorimod du har lidt bedre bevægelsesfrihed med en handske. Vælg evt. en tynd liner i luffen eller handsken. det giver ekstra varme, og så kan de bruges for sig når det bliver lidt køligt. Luffer eller handsker skal være vind-og vandtætte.
Sovegrej
Sovepose:
En god sovepose er essentiel. Det er vigtigt du kan holde varmen om natten og soveposen bør have en komforttemperatur på -10 grader. Varmebehovet er forskelligt for mænd og kvinder, og kvinder har typisk behov for mere varme end mænd. Er din sovepose akkurat ikke varm nok, kan en liner hjælpe. Den kan være af silke eller fleece og øger komforttemperaturen med 4-6 grader. Det er ikke vigtigt om soveposen er med dun eller syntetisk materiale. Dun er ofte lidt dyrere, lettere og lidt varmere.
Liggeunderlag:
Der er et tyndt skumliggeunderlag med i teltet, men du bør også medbringe et godt oppusteligt liggeunderlag. Nogle liggeunderlag har en skumkerne og holder godt på varmen. Underlag kan enten være selvoppustelige ellers følger der en lille pumpe med. Det betyder ikke så meget, hvad du vælger. Find det der passer dig bedst.
Oppakning
Duffelbag:
En duffelbag er bedst at pakke i. Helst skal den være vandtæt, men du kan også vælge at pakke alt grej i vandtætte poser. En duffelbag er lettere at finde ting i, end en rygsæk, og porterne foretrækker du medbringer en duffelbag, da den er lettere at transportere. En rygsæk kan dog også bruges. Kufferter er no go.
Vandtætteposer:
Det er en stor fordel at pakke alle vigtige ting såsom tøj, kamera, sovepose mm. i vandtætte poser, især hvis din rygsæk/bagage ikke er vandtæt. Selv om det er Afrika, kan det blive dårligt vejr, og vådt udstyr kan være fatalt i højderne. Brug Drysacks i de størrelser, der passe til dine ting.
Dagsrygsæk:
Der er portere der bærer hovedparten af oppakningen og andet udstyr, men du bærer selv det du har brug for i løbet af dagen så som madpakke, vand, kamera, regntøj, osv. En dagsrygsæk på 30-50l med god støtte er vigtig. Sørg for at have et regnslag med, så dine ting holdes tørre.
Taske til de ting du ikke har brug for på bjerget:
En taske/kuffert til at opbevare de ting du ikke har brug for på Kilimanjaro, på hotellet i Moshi. Det kan også bare være en sæk.
Andet grej
Pandelampe:
En pandelampe er vigtig. Dels bliver det tidligt mørk i lejren, så pandelampen kan bruges til at finde teltet og toilettet. Den er derudover meget vigtig på topnatten, hvor vi starter ved midnatstid og vandre mange timer i pandelampernes skær. Husk ekstra batterier.
Drikkedunke:
Du skal have ca. 4 liter vand med dig hver dag. Det kan være i drikkedunke og evt. et drikkesystem til tasken. Mindst to af flaskerne skal kunne tåle kogende vand og være isoleret så vandet ikke fryser på topnatten. Engangsflasker er ikke tilladt på Kilimanjaro.
Snacks og mad:
Snacks er vigtige. Der er mad i lejrene og du har madpakke med på vandredagene. Medbring dog evt. havregrød eller andet vandrermad du godt kan lide, hvis du skulle blive træt af maden i campen. På topnatten er du selvforsynende. Snack gør at du kan holde energi niveauet oppe. Tænk i to kategorier: Hurtig energi og mæthedsfølelse. Til den hurtige energi kan du evt. medbringe druesukker, chokolade og slik. Til mæthedsfølelse kan du evt. medbringe nødder, energibarer og kiks. Energipulverdrik kan bruges til hurtig energi samt at give vandet en god smag.
Hurtigt tørrende håndklæde:
Et hurtigt tørrende håndklæde er godt. Som navnet siger, tørre det hurtigt, og det fylder meget lidt. Der er ikke mulighed for et bad på Kilimanjaro, men til den daglige hygiejne er et mindre håndklæde rigtigt fint. Det skal ikke være et almindeligt bomuldshåndklæde, da det fylder meget og er længe om at tørre.
Solbriller:
Du kan med fordel medbringe et par gode solbriller med uv-filter.
Rejseapotek:
Medicin til eget forbrug. Vabelplaster og sportstape. Evt. 1-2 knæbind. Myggespray eller balsam, Malariatabletter (hvis du vælger at tage disse), solcreme, læbepomade, hæfteplaster, antiseptisk middel til små sår, vådservietter, hovedpinetabletter, tabletter mod tynd/dårlig mave, neglesaks. Rejsemedicin: Ciprofloxacin (kan anvendes ved stort set alle bakterielle infektioner, hvis man ikke har andet). Det samme gælder tetracycline, der også kan bruges til malariabehandling. Metronidazole, hvis der er tale om diarre forårsaget af amøber. Evt. højdesyge medicin diamox alternativ til højdesygemedicin kunne være Argi+ af mærket ”Forever Living” Du skal have en recept på ovenstående, så du kan eventuelt også snakke med din læge, om vedkommende kan anbefale andet.
Håndsprit:
Håndsprit til at desinficere hænder og andet.
Vandrestave:
Nogle bruger vandrestave, andre gør ikke. Det er op til dig hvad du vælger, men særligt på nedturen giver de støtte og aflaster knæ og ryg.
Vandrensning:
Her kan du enten købe tabletter eller et vandrensningssæt. Vandet vi drikker vi være kogt, så vandrensning kan bruges for at fjerne flere bakterier og give tryghed. En life-straw drikkedunk er også en god løsning.
Lommekniv/Multitool:
Det er rart med en lille saks, kniv og måske en tang til små reparationer og førstehjælp undervejs.
Mugg:
Maxi mugg – fylder og vejer intet, men er rar at have med til morgenvask, nattetisseri i ekstremt vejr o. lign.
Evt. Dagbog:
Til at nedskrive informationer og dagens etape, anekdoter og sjove hændelser. Du kan også medbringe en lille bog, du kan læse i de stille stunder.
Pengekat/bælte:
Et must når du rejser i Afrika, så du altid har sikret dine værdigenstande, så som pas, penge, kreditkort samt vaccinationsbog, som skal medbringes.
Oplader/powerbank:
Hvis du skulle få brug for at oplade din mobil undervejs
I tilfælde af, at din indcheckede bagage skulle blive forsinket, er det en god ide at pakke de vigtigste ting i håndbagagen. Rejs evt. i dine vandrestøvler, da det er dit vigtigste stykke udstyr og er svære at erstatte. Skulle uheldet være ude, kan du dog leje stort set alt i Moshi.
Pakkeliste
Gode vandrestøvler med en stiv sål og god ankelstøtte
Kondisko til aftenerne
Luffer/handsker
3 par tykke vandresokker
1-2 par tynde vandresokker
1 vind og vandtæt jakke med hætte (hardshell/skaljakke i Gore-tex eller lign. materiale)
1 par vind og vandtætte overtræksbukser (Gore-tex eller kraftige regnbukser)
2-3 T-shirts (uld eller syntetisk materiale)
1-2 tynde trøjer m/lange ærmer (uld eller syntetisk materiale)
Lange underbukser og langærmet undertrøje (uld eller syntetisk materiale)
Undertøj (uld eller syntetisk materiale)
1 tyndere ulden sweater eller fleece jakke
1 tyk ulden sweater eller fleece jakke
1 varm hue (skal kunne dække ørene)
1 solhat med bred skygge hele vejen rundt (kan evt. købes i Moshi)
1 par tynde handsker
1 par tykke, varme, vind- og vandtætte luffer
1 varmt tørklæde eller buff/halsedisse
1-2 par vandrebukser/vandreshorts (ikke jeans)
En tre-sæsons sovepose med komforttemperatur på minimum -10 grader
Oppusteligt liggeunderlag
Pandelampe + ekstra batterier.
Flasker til 4 liters væske, evt CamelBag drikkesystemer kan også anvendes
Gode solbriller med UV-filter
Solcreme (faktor 40-50) og læbepomade (ligeledes med høj beskyttelsesfaktor)
2-4 solide plastikposer til at gøre rygsæk og bjergtaske 100% vandtæt ’indefra’
Toiletartikler
Rejseapotek
Vandrestave
Mugg
Pengekat/bælte
Evt. dagbog
Lommekniv/multitool
Desinficerende håndsprit/gel til hænderne (købes på apoteket eller hos Matas)
Toiletpapir (til vandredagene)
Fotoudstyr (Kameraet i din telefon kan nok ikke bruges på toppen pga. temperaturen.
Vådservietter
Vandrensningsudstyr
Snacks som chokolade og energibar
Vandtætte poser
Lille håndklæde
Se anden praktisk information HER