Indtil for ca en uge siden kunne jeg ærligt svare, at jeg faktisk ikke syntes det var særligt hårdt. At hele denne livsstilsændring med sund kost, motion og bevidste valg var lettere end jeg havde troet. Men lige nu er det fucking hårdt. Min krop protestere hele tiden. Jeg sover med Ayah (på 7år!) hver aften og har lyst til slik og søde sager konstant. Jeg har bare lyst til at falde tilbage i de ”gode” gamle mønstre og slappe af med guf og en god serie på sofaen – hele tiden.
Hvad er der galt? Jeg ved det ikke, men tror simpelthen at jeg har fyldt for meget på. Fra at have en forholdsvis kedelig hverdag hvor jeg hyggede i sofaen med slik og serier til hverdag og kage hver weekend, er jeg pludselig meget fysisk aktiv, træner med personlig træner, er startet yoga, spiser helt anderledes sundt, har (næsten) elimineret sukker, skiftet job, har denne uge skrevet kontakt på et andet nyt job (stadig i samme organisation), startet en blog, ryddet ud i mine ting og bøger, været på aktiv ferie, er meget mere social aktiv og hele tiden træffer jeg bevidste valg. Det er godt nok mange ændringer på halvanden måned! Det er vel klart kroppen og hjernen reagere.
I denne uge var jeg heldig nok til at deltage i en workshop på jobbet vedr. kommunikation om de ændringer et nyt it-system medfører for lederne i organisationen. Vi havde besøg af Anette Prehn, der er sociolog og har skrevet 5 bøger om hjernens spilleregler. Det hun fortalte om at være hjernesmart, gav vild god mening, både professionelt men også i forhold de store livsstilsforandringer jeg har gang i. Hun forklarede blandt andet om de baner vi skaber i hjernen ved at gøre de samme ting igen og igen over tid. De stier vi har fulgt over længere tid, bliver de stier hjerne helt automatisk vælger når den træffer ubevidste valg og nye valg, selvom de er fornuftige, bliver farlige. Hjernen vil hele tiden forsøge at overbevise os om at vi skal søge de kendte, ufarlige stier. Og som i naturen, vil vi hvis vi hvis vi forsøger at fjerne de gamle stier, gøre dem mere tydelige. Vi skal i stedet skabe nye stier og bruge dem meget. Efterhånden vil de gamle stier i hjernen, blive mindre tydelige og hjernen vil have lettere ved at vælge de nye stier. Det var måske ikke helt de ord hun brugte, men meningen var, at for at implementere forandring skal vi blive ved med at gøre det nye og det vil langsomt falde mere os mere naturligt.
Her er det jeg er så glad for de mål jeg har sat mig og at jeg har delt mine mål med dig og alle andre. Hvis det bare var en aftale, jeg havde lavet med mig selv, var det nemt at falde tilbage i de gamle mønstre, særligt nu hvor det hele er lidt (læs: meget) hårdt og min hjerne prøver at overbevise mig om at sofa og sukker er det rigtige valg. Men jeg vil så gerne må mine mål. Jeg vil så gerne stå på toppen af Kilimanjaro. Jeg vil så gerne vise mig selv og alle andre at jeg kan gøre det her. Selv om ugen har været hård og jeg er gennemtræt, må jeg gøre hvad jeg kan for at forstærke de nye stier.
Anette Prehn forklarede også om det hun kaldte re-framing, hvor man skal skabe nye fortællinger. Positive fortællinger om de forandringer man ønsker at implementere. Positive billeder af fremtiden. Og mange forskellige billeder så vidt forskellige mennesker kan finde et billede der passer til dem og deres forskellige situationer, der motivere dem til at tage forandringen til sig.
Lige nu har jeg valgt at blande en velkendt sti med en nye sti, for at få ro i hjernen til at tænke. Jeg sidder selvfølgelig på en vandpibecafe. Her er god musik, glade mennesker og god energi. Ayah hygger med min søster, så der var mulighed for at komme ud af huset et par timer. Jeg ved jeg burde have forstærket en af de nye stier ved at tage i fitness center, men jeg er så træt, så træt. I stedet bruger jeg tiden på at finde mine billeder (og ryge min elskede vandpibe).
Hvad skal mine billeder være? Hvad vil motivere mig og overbevise min hjerne om at det er ok at følge de nye stier? Den sidste uge har jeg slået mig selv i hovedet over at jeg ingen energi har haft og jeg ikke hver dag er nået op på de 10.000 skridt. Jeg har helt ærligt et par gange tænkt at det var for meget og jeg måske ikke kunne klare det. Ikke et særligt positivt billede. Det SKAL ændret. Jeg VIL virkelig, helt fra hjertet, ændre livsstil. Jeg VIL stå på toppen af Kilimanjaro.
Det er mit første billede. Mig der står på toppen af Kilimanjaro med et stort (træt) smil!
Jeg vil også rigtig gerne have et billede af mig, 50kg lettere, i en flot kjole en dejlig sommerdag.
Et billede af Ayah og jeg der LØBER hen ad en lækker strand, hvor jeg har energi til at lege og pjatte.
Et billede hvor jeg har selvtillid nok til at sige til den søde fyr på kontoret, at hans smil gør mig glad.
Der er mange mulige billeder. Jeg kan mærke at disse få billeder af fremtiden, gør mig mere motiveret. Det er sådan jeg vil have det. Det er det jeg vil arbejde målrettet hen imod. Selv om det til tider bliver svært, vil jeg forstærke de stier der får mig derhen. Jeg vil ikke slå mig selv i hovedet, men acceptere at det tager tid at ændre vaner. Og selv om jeg enkelte dage ikke når de 10.000 skidt, så er jeg på vej. På vej mod et bedre liv. På vej mod Kilimanjaro.
Hvad er dine billeder? Hvordan vil du gerne have din fremtiden ser ud? Hvilke stier skal du forstærke for at nå dine mål?
Du er så sej og det er et så velskrevet indlæg – du vil nå toppen – ja der vil være bakker og dybe dale – men du når det! 🙂
Du er så megasej! Jeg kan slet ikke selv overskue små livstilsændringer, som fx at skifte morgenkaffen ud med en smoothie for at få et ordentligt boost at starte dagen på, i stedet for at fylde på af stimulans fra en ende af.
Jeg kan filme godt forstå, du er træt indimellem, med alt det du kaster dig over. Så klap lige dig selv på skulderen!
Du gør det så godt og er et kæmpe forbillede for din datter, når hun ser, hvad benhård viljestyrke kan gøre og at selvom alle kan fejle og falde i indimellem, så er det også en mulighed at komme op igen og komme videre.
Jeg læste lige dit lille skriv om, hvem du er. Bliver helt forvirret. Er du 41? Er vi ikke samme årgang? Jeg mener helt bestemt jeg bliver 43 om en måned og jeg har altid tænkt vi er lige gamle (omg husker lige min 18 års fødselsdag, hvor du gav mig 18 chokoladeskildpadder og jeg åd dem alle uden at få kvalme ?)
Knus og heads up herfra!
Den gamle veninde, Malene
Tak Malene. Det var dejlige ord. Jeg skal nok klappe mig selv på skulderen og huske at gøre det lidt oftere 🙂
Og du har ret jeg er faktisk 42 år. Det fandt jeg ud af forrig uge. Det er faktisk lidt pinligt. Jeg har været fast overbevist om at jeg er 41 år og det er det jeg har svaret når jeg er blevet spurgt og det er det jeg har skrevet her og alle andre steder (CV osv). Men så i forrig uge var jeg på teambuilding med min nye afdeling hvor man i en af opgaverne skulle fortælle hvor gammel man er. Jeg svare selvfølgelig 41 år, hvor min nye leder kigger mærkeligt på mig og siger at han havde set i mine ansættelsespapirer at jeg var en uge ældre end ham og han er 42 år. Ups. Så jo, jeg er faktisk (til min store forundrig) 42 år!