fbpx
Vælg en side

Hvor er livet skønt når man kan sidde på en solrig altan en tidlig morgen og tænke på hvor heldig man er!

Morgenudsigt, Jolie Ville Luxor, Feb 2017

Vi er på ferie i Egypten. Vi har nu haft fire fantastiske nætter på nilkrydstogt med start fra Aswan, hvor vi har oplevet alt det der er at opleve langs Nilen bredder. Og vi har haft en fest på båden. Der er en stor gruppe skønne unge mennesker fra Eventyrteatret med på turen og de giver den gas. Hver aften har der været fest i baren og de har været super til at inkludere børnene (jeg har set stort på sengetider og bare ladet Ayah danse). Nu har vi tre nætter på hotel i Luxor hvor vi stadig har en masse oplevelse i vente. Vi har selvfølgelig booket det hele hos vores rigtig gode venner, der ejer et lille rejseselskab der har specialiseret sig i kvalitetsrejser til bl.a. Egypten, Jordan, Marocco, og Dubai. Jeg er nok ikke helt uvildig idet de er rigtig gode venner, men efter mange år i rejsebranchen, er jeg virkelig imponeret over hvor god kvalitet de formår at give til en meget rimelig pris. Idet Osama er egypter og har forbindelserne i orden, kan han forhandle nogle fantastiske priser og Dorthe har styr på programmerne og salget. Skal du ud at rejse, kan jeg klart anbefale at kigge på deres udbud og tage en snak med dem, så du får det lige som du vil have det.

Og jeg er ikke faldet i. Eller sådan næsten ikke. Jeg har været virkelig god til at holde mig til den rigtige kost. Og det har faktisk slet ikke været svært. Jeg har på ingen måde vejet maden eller levet efter en kostplan, men jeg har spist virkelig fornuftigt. Æg, grønt og grape til morgenmad, formiddagssnack i form af medbragte mandler og fiberkiks, frokost med godt med kød og grønt, ingen kulhydrater og kun en portion. Frugt om eftermiddagen(friske solmodne jordbær smager skønt på denne årstid ;-). Og aftensmad med hvad kød er nu var på buffeten og masser af grønt. Igen kun en portion og ingen kulhydrater.

På drikkevarerne har jeg snydt lidt. Jeg har drukket allermest vand, men syndet med te med sukker da jeg ikke havde fået sødetabletter med (og i Egypten drikker man meget te). Et par drinks blev det også til den ene aften og så elsker jeg en lokal sodavand der hedder Miranda Tufakah (æble på arabisk), som jeg bare måtte have og har drukket én af mens jeg fik mig en vandpibe. Men hold nu op hvor jeg nød den. Det er tror jeg skal være devisen . At jeg godt kan synde en gang i mellem, men det skal være for noget jeg virkelig vil nyde og så skal fokus være på den smagsoplevelse.

Jeg har jo lovet mig selv at i februar skulle jeg gå mindst 10.000 skridt hver dag og svømme mindst en gang om ugen. Nogle dage har jeg gået meget mere end 10.000 og andre dage er jeg ikke helt kommet op på det. Men det er ferie og jeg kunne have valgt at hoppe på løbebåndet på Nilkrydstogtsskibet, men prioriterede helt bevist at bruge tiden med Ayah og venner og gå det der faldt naturligt.

Hygge på båden, Feb 2017

I dag skal vi i poolen. Vi bor på et fantastisk hotel i Luxor, hvor der er opvarmet pool. På nil-båden var der en lille, meget kold pool. Børnene syntes det var fantastisk, meeeeeen det er jeg alligevel nok blevet for gammel til. Men en opvarmet pool, hvor jeg kan svømme nogle baner, bliver fedt. Jeg tror jeg vil få taget et billede af mig i badedragt. Så vil jeg om et år rigtigt kunne se om hele dette projekt har rykket – eller formuleringen skal vel her være; Hvor meget det har rykket! Forhåbentlig vil det været et helt andet billede.

Foran Kom Ombo templet Feb 2017

Jeg vil sige at jeg er opmærksom på hvad jeg spiser her på ferien, men det har ikke været mit hovedfokus. Hovedfokus har været at få en masse fantastisk oplevelser med Ayah og de venner vi rejser sammen med og har hernede. Jeg har boet i Egypten ca 8 år og boet på en nilbåd flere af de år. Så at vise Ayah de fantastiske templer, den smukke natur og ikke mindst Kongernes Dal, har været enestående. Jeg vil sige, at for os har det været en tur hvor der hele tiden er sket noget, idet vi rejser med vores venner med 2 børn på samme alder som Ayah. Og jeg kender både vores danske rejseleder, Anni og vores lokalguide Fatma, rigtig rigtig godt. Vi har hele tiden været i gang, hygget og snakket, så fokus blev helt automatisk fjernet fra mad og drikke, hvilket gjorde det hele let.

Efter 4 nætter på krydstogt spækket med oplevelser, bliver det skønt med et par dage på hotel med hygge og afslapning inden turen går hjem til kolde Danmark igen.

En tur til Egypten kan klart anbefales på denne årstid. Ja faktisk i det hele taget. Eller bare ferie hvor som helst. Nyd livet og få det meste ud af det! Jeg vil ikke vente mere; jeg have oplevelser, stor som små. Jeg vil nyde livet. Er der ikke en ny undersøgelse der siger at bare det at booke en ferie, gør en meget mere lykkelig! Just do it!!!!